Gruppe eller privatundervisning ?

Gruppe eller privatundervisning ?

2. oktober 2020 Slået fra Af skiundervisning

Som skiinstruktør får jeg ofte stillet dette spørgsmål. Hvad vil jeg anbefale til min kone? Mand? børn ? Hvad er fordelene og ulemperne for hhv. gruppe – og privatundervisning på ski?

Først og fremmest, det kommer helt an på personen, hvordan han/hun er. Ved først at få oplysninger om vedkommende, kan jeg danne mig et billede af, hvad der er bedst for ham/hende.

Gruppeundervisning

Gruppe undervisning betyder, at man bliver undervist i gruppe. Gruppen kan bestå af 3 – 12 deltagere afhængig af landets regler med skiundervisning.

Gruppe undervisning i større skiskoler bliver normalt delt op således, at der er specifikke børnegrupper, teenage- og voksen grupper, der passer nogenlunde til alder og egenfærdighedsniveau på ski. Han og hunkøn blandes.

En voksen gruppe bliver folk ofte blandet i alderen fra 15 – 85 år. Altså man laver ikke specifik “pensionist hold” medmindre der er reklameret med det i forvejen. Og findes der ingen teenagegrupper, ryger teenagerne oftest på voksenundervisningen.

3 Fordele ved gruppe undervisning:

  • Billigere end privatundervisning
  • Nye venner (fra forskellige lande)
  • Socialt læringsmiljø & gruppedynamik – kan være motiverende og sjovt

Rejser man alene eller er et socialt menneske og ikke har nok i de personer, som man rejser med, kan undervisning i gruppe give nye venskaber og man har nogle man kan drikke kakao eller øl med senere til eksempelvis afterski.

Gruppe undervisning er også godt for personer, der ikke er gode til at presse sig selv ud af komfortzonen. Når man er en del af en gruppe, gør man ofte ting, som man ellers ikke ville have gjort alene, dels fordi man bliver motiveret til at gøre det, men også fordi man føler man bliver nødt til at gøre det (selv om ingen tvinger vedkommende til at gøre det).

Børn har også godt af gruppeundervisning, da det er med til at udvikle dem både skimæssigt – og personligt. Der kan dog være nogle specifikke uger om året, hvor børnegrupperne kan være så overfyldte (12 børn), at det er bedre at booke en privatlærer til sine børn, simpelthen fordi det sket ikke giver skimæssig udvikling til barnet. Igen, det kommer an på gruppen, deres egenfærdighedsniveau på ski og instruktøren.

Ulemper

Ulemper ved gruppe undervisning kan være, at der er meget ventetid på individuel feedback i forhold til sit skiløb samt at gruppen ikke står i det skitempo, som man ønsker.

Skiinstruktøren skal tage hensyn til hele gruppen og skal tilpasse skitempoet, (pga. sikkerhed) således vedkommende med de dårligste/svageste færdigheder på ski kan følge med. Sådan er det at være en del af en gruppe/team.

Er man mange i en gruppe på ski, stiller det oftest større krav til instruktøren ” at gøre alle glade”. En erfaren skiinstruktør kan ofte håndtere forskelligheder i gruppen og tilpasse gruppen, så de fleste føler de har fået noget ud af dagens undervisning. Hvis der er personer i en gruppe, der slet ikke passer ind i gruppens egenfærdighedsniveau på ski, bliver vedkommende sendt i en anden gruppe eller han/hun går selv, fordi personen er total udfordret og mærker at det bliver for meget.

PRIVAT UNDERVISNING

Privat undervisning er for dig, der vil lære mest muligt, hurtigst muligt. Hvor fokus er på DIG ! Eller til dig, som vil føle dig “special”. Eller komme først ud på de præparerede pister med instruktør eller ud i off-pisten og stå de første puddersving.

Fordelen er, at Du bliver undervist alene. Der er kun fokus på dig, dine mål, ønsker og behov. Det er som at have en personlig træner i et fitnesscenter, bare på ski. Privatundervisning er også godt for dig, som eventuel har angst eller har brug for psykologisk støtte / coaching til sværere nedfarter, hvor instruktøren er for dig 100 % hele tiden.

Ulempen kan være, at du ikke har kemi med instruktøren eller ikke forstår vedkommende og dermed ikke føler fremgang i læringsprocessen samt at det koster mange penge at hyre privatundervisning på ski.

Privatundervisning kan være alle pengene værd, men det kommer muligvis også an på, hvilken instruktør du får.

/Anne-Louise Saikkonen Jørgensen